Almindelige betingelser
Ved. HiRE leasingaftaler
Afhentning og Identitetsbekræftelse
Grundet omfattende svindel med leasingbiler gælder følgende for alle nye leasingtagere:
Leasingtager skal afhente bilen på en af Ejner Hessels matrikler og bekræfte sin identitet via gyldigt billed-ID. Første faktura skal være betalt senest dagen før udlevering via bankoverførsel, da kortbetaling ikke accepteres. Kun personer med gyldigt kørekort, som er anført på kontrakten, må føre bilen. Ved uautoriseret brug forbeholder Ejner Hessel A/S og politiet sig retten til at konfiskere køretøjet.
1. Anvendelsesområde
Ejner Hessel A/S (“EH”) almindelige salgs – og leveringsbetingelser (“Betingelserne”) gælder for alle købsaftaler (“Aftalen”) mellem EH og kunden (“Kunden”) om leasing, køb, salg og bytte af køretøjer, reservedele, tilbehør eller andet (“Varen”).
Betingelserne kan kun fraviges, hvis det er skriftligt aftalt, og de gælder for såvel forbrugere somerhvervsdrivende og andre, og uanset om købet sker til eget brug eller mhp. videresalg/udleje.
2. Leasing- / Købesummen
Leasing-/Købesummen fremgår af Aftalen.
2.1 Regulering af leasing- / købesummen
Ændrer producenten af Varen sin pris for Varen efter aftaleindgåelsen, men før levering, eller pålægges varen i denne periode yderligere skatter/afgifter, kan EH forhøje købesummen tilsvarende. Forhøjes købesummen herved mere end 10%, kan kunden dog skriftligt annullere aftalen inden 10 dage efter at have fået kendskab til reguleringen.
3. Levering
Leveringstid fremgår af Aftalen. Leveringssted er salgssted, medmindre andet fremgår af Aftalen. EH er uden ansvar for forsinkelse, der skyldes forhold, som ligger uden for EH’s kontrol, fx forhold relateret til myndighederne, leveringsvanskeligheder, naturforhold, strejke, lockout etc. Ved forsinkelse udover 60 dage (dog 90 dage for busser og varebiler og 180 dage for lastbiler med en samlet totalvægt, der overstiger 12 tons) kan Kunden dog hæve Aftalen efter afgivelse af et skriftligt påkrav om levering inden 10 dage.
3.1 Kundens pligt til at aftage Varen
Medmindre andet er aftalt skriftligt, er Kunden forpligtet til at aftage Varen inden 6 dage efter, at Varen er meldt klar til levering af EH.
Hvis kunden ønsker at annullere Aftalen inden udlevering kan EH gøre krav på, at omkostninger forbundet med Aftalens indgåelse kompenseres af kunden. Samtidig opkræves kunden et annulleringsgebyr på kr. 5.000 inkl. moms.
4. Brug af kundedata
EH registrerer og bruger oplysninger i Aftalen og en eventuel finansieringsaftale med Kunden, og oplysninger som bliver indsamlet ved Kundens øvrige køb og service-/værkstedsbesøg, herunder oplysninger i den digitale servicebog. Oplysningerne kan deles af EH og autoriserede Mercedes-Benz forhandlere/værksteder samt selskaber i Mercedes-Benz koncernen.
Oplysningerne kan bruges til opfyldelse af Aftalen og garantier mv., til markedsføring og til opdatering af den digitale servicebog.
Kunden kan altid henvende sig til EH og få oplyst, hvilke oplysninger der behandles, få rettet ukorrekte oplysninger, bede om at få oplysningerne slettet eller trække et samtykke til markedsføring tilbage.
I overensstemmelse med EU’s Data Act (forordning (EU) 2023/2854) har du ret til at få adgang til data, der genereres af Mercedes-Benz-køretøjer, som er tilknyttet en Mercedes-Benz-konto. For yderligere information henvises til “Information Notice on Connected Vehicles” i underafsnittet “EU Data Act” på følgende hjemmeside: Mercedes-Benz – safe and protected handling of data.
5. Misligholdelse
Hvis Kunden ikke opfylder aftalen, forbeholder EH sig ret til at fastholde eller hæve købet, ligesom EH forbeholder sig krav på skadeserstatning efter gældende danske retsregler. EH forbeholder sig ret til at sælge Varen på forsvarlig måde efter forudgående skriftligt varsel til Kunden. I handelskøb udgør EH’s krav på skadeserstatning dog min. 10% af købsprisen inkl. moms og afgift.

















