
Olivia Grønvall Bender
Mekanikerlærling, Roskilde
Interessen for biler har faktisk været der, så længe jeg kan huske. Da jeg var yngre, brugte jeg meget tid på motorsport sammen med min far, og det gav mig tidligt en fascination af både bilerne og det tekniske bag dem. Derfor lå bilbranchen også et sted i baghovedet, da jeg senere skulle finde min egen vej.
Jeg startede på gymnasiet, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var den rigtige hylde for mig. Jeg savnede at arbejde mere praktisk og komme tættere på det, jeg virkelig interesserede mig for. Derfor valgte jeg at skifte spor og søge ind i bilbranchen – en beslutning jeg ikke har fortrudt.
Noget af det, jeg synes er mest spændende ved mit arbejde, er de tekniske og mere avancerede opgaver. Jeg elsker at forstå, hvordan en motor fungerer, og at blive udfordret til at lære nyt. Bilbranchen udvikler sig hele tiden, og det motiverer mig at være en del af en verden, hvor der altid er nye teknologier og løsninger at sætte sig ind i.
Selvom jeg stadig er lærling, har jeg allerede fået min egen lift. Det er ikke noget, man normalt får så tidligt, og derfor betyder det også meget for mig. For mig er det et tydeligt tegn på, at min leder har tillid til mine evner og tror på mit potentiale. Den tillid giver motivation til at gøre sig umage hver dag og fortsætte med at udvikle sig.
Bilbranchen har allerede givet mig mange muligheder, og jeg glæder mig til at se, hvor den kan føre mig hen.



















